Borde og reoler
Da vores borde begyndte at vakle lidt for meget, og vi samtidig skulle have plads til vores nye Brewtools B80PRO anlæg, måtte vi finde en anden løsning. Det blev endnu en gang Ikea der leverede produktet, med reolen Hyllis. Det er en meget enkel reol i zinkbelagt stål, som består af 4 hylder á 27x60 cm, og 4 hjørneprofiler á 140 cm, til den rimelige pris af kr. 79,- (nioghalvfjerds!).
Profilerne kan skæres til med en vinkelsliber (læs nedenfor om brug af vinkelsliber), og man kan let bore nye skruehuller i dem, så man kan designe borde og reoler i den ønskede højde. Bordene stabiliseres med kant-forstærkninger på over- og undersiden, og med lodrette hylder i siderne, og om nødvendigt med kryds af hjørneprofiler.
Vi har monteret hjul på de fleste af bordene, og dér har vi brugt en møbelhund (400 kg) fra Harald Nyborg (kr. 98,-), som har meget solide hjul, hvoraf to er med bremse.
Det viste bord med tre hylder i bredden er lavet af 2 x Hyllis, til en samlet pris inkl. hjul på kr. 256,-.
Hertil kommer nogle møtrikker til montering af hjulene.
Bordet til vores Brewtools B80 anlæg, bygget
af tre sektioner, så bredden bliver ca. 80 cm.
Højden inkl. hjul er 57 cm.
Den er efterfølgende blevet reduceret med 15 cm.
Tre borde til vores gamle anlæg, som består af 140 litersgyder
på gasblus. Med to hylder i bredden bliver den samlede bredde
ca. 54 cm. Øverst på bordene er lagt bordplader fra de gamle
borde, som var ombygget af den nu udgåede Ikea-model, som
man ser noget af yderst til højre.
Hvis vi ikke havde haft de gamle bordplader, kunne vi have brugt havefliser, eller bageplader.
Bordene er ligesom den store model stabiliseret med kant-
forstærkninger på over- og undersiden, og hylder i siderne.
Det er ikke nødvendigt at stabilisere yderligere med kryds på
denne model.
Reol til 30 liters gærspande. Den kan trilles ind i vores 1,20 m høje gærskab, og har plads til tre spande øverst og to nederst. Med to reoler kan vi således have op til 10 spande til gæring samtidig, hvor vi før kun kunne have det halve. Og så skal vi heller ikke ned og kravle mere for at få de inderste spande ud. Ikke uvæsentligt!
Hjulene er lavet af to mindre møbelhunde, og pladerne er limet på undersiden, for at undgå irriterende skruehoveder på de nederste hylder.
Byggevejledning
Det skal du bruge:
Hvis du ikke er rutineret vinkelssliberoperatør, så læs her først. Her står bl.a., at vinkelsliberen ligger i top 3, når det gælder gør-det-selv skader, som sender os på skadestuen. Sørg bl.a. for at holde godt fast på vinkelsliberen, også selvom den umiddelbart kører let igennem stålet, da den kan finde på at skride, hvis vinklen mod stålet bliver for spids.
Først laves de enkelte sektioner. Med den viste højde på 46 cm
(+ 11 cm hjul) kan man få tre hjørner ud af én 140 cm-hjørne-profil. Når sektionerne skal sættes sammen, fjernes de fire skruer på hver sektion, som ellers ville støde mod hinanden.
Sektionerne holdes sammen med et par skruer/ møtrikker på hver hjørnestolpe (ikke synlige på billederne).
Når kant-forstærkningerne på over- og undersiden monteres, placeres de nye huller således, at de passer med de eksisterende huller mellem hylde og hjørne. Skruerne kommer således til at holde tre stykker stål sammen. Og det kan de godt.
Det kan være lidt svært at få placeret de tre huller over hinanden, når skruen skal skrues i. Men bare man kan se et lille bitte hul igennem de tre stykker stål, og har en god skruemaskine, så går det fint.
Her ses undersiden, med de monterede hjul fra en opsavet hund. Træpladerne som hjulene sidder på er et par mm tykkere end afstanden mellem hylderne og forstærkningerne, men kan bankes ud til kanten med en hammer, og fastgøres med et par skruer/møtrikker.
Bemærk at kant-forstærkningerne på undersiden ikke når helt
ud til siderne. Men bare de er fæstnet på alle tre sektioner, virker de efter hensigten.
Krydset på bagsiden fæstnes på de to yderste sektioner. Bemærk at der lige skal skæres lidt af den ene profil midt på. Det gør du til allersidst, når du er blevet rigtig dygtig med vinkelsliberen.